Mercedes-Benz 300 SLR: racerbilen, der fik tag og blev uvurderlig
Uhlenhaut Coupé forenede mågevingedøre med Grand Prix-teknik.
Den ligner en elegant slægtning til 300 SL, men under karrosseriet gemmer der sig betydeligt skarpere værktøj. Mercedes-Benz 300 SLR Uhlenhaut Coupé blev bygget i to eksemplarer i 1955 – og et af dem blev solgt i 2022 for 135 millioner euro. Historien begynder dog ikke med penge, men med en raceringeniør, der ville videre.
Af Henrik SjöbergReporter · Specielle biler og klassiske bilerOversat fra svensk med hjælp fra AI.
En racerbil, ikke en forfinet 300 SL
Mercedes-Benz 300 SLR Uhlenhaut Coupé fra 1955 er en racerprototype med lukket karrosseri, bygget af Mercedes-Benz i to eksemplarer. Tilnavnet stammer fra Rudolf Uhlenhaut, ingeniøren, der ledede mærkets udvikling af racerbiler. Den blev aldrig en almindelig model til bilforhandlerens udstilling. Til gengæld fik den et efterliv som en af bilhistoriens mest omtalte firmabiler.
Mågevingedørene gør det fristende at kalde den en ekstra stærk 300 SL. Men slægtskabet ligger først og fremmest i udseendet og visse konstruktionsprincipper. Under skallen er 300 SLR med den interne betegnelse W 196 S beslægtet med Mercedes' succesrige Formel 1-bil W 196 R. Det er altså racerteknik i jakkesæt, ikke en gadebil med tunet motor.
Den åbne 300 SLR vandt blandt andet Mille Miglia i 1955 med Stirling Moss og kortlæseren Denis Jenkinson. Coupéen blev udviklet som en lukket variant til sportsvognsløb, hvor et karrosseri med mindre luftmodstand kunne være en fordel på hurtige baner. Grundtanken var praktisk: samme racermaskine, men bedre forudsætninger, når farten steg, og strækningerne blev lange.
Mågevinger af nødvendighed
Karrosseriet blev bygget i letmetal over en ramme af tynde stålrør. Rammens høje sider gav stivhed, men efterlod kun lidt plads til almindelige døre. Løsningen blev åbninger op i taget. Mågevingerne var med andre ord ikke bare en måde at gøre entré ved hotellet på; konstruktionen under dem bestemte formen.
Den lange motorhjelm, de afdækkede forlygter og den afrundede bagende giver bilen et forbløffende harmonisk udtryk. Samtidig afslører udstødningsrørene i siden, at komfortafdelingen ikke havde det sidste ord. De to eksemplarer skelnes normalt fra hinanden på deres henholdsvis røde og blå interiør. Begge er fabriksbyggede originalprototyper, ikke senere ombygninger af almindelige 300 SL.
Kabinen har plads til to, men er udformet efter racerbilens behov. Høje dørtrin kræver omtanke ved indstigning, og føreren sidder bag et stort rat med instrumenterne tæt samlet foran sig. At bilen havde fået tag, betød ikke, at den var blevet forvandlet til en komfortabel langtursbil. Her handler elegancen snarere om, hvor meget teknik der er blevet plads til under en smuk overflade.
Motoren er en rækkeotter med direkte brændstofindsprøjtning og desmodromisk ventilstyring: ventilerne lukkes mekanisk i stedet for udelukkende at være afhængige af ventilfjedre. Det var avanceret teknik til høje omdrejningstal. Motoren ligger kraftigt skråtstillet for at holde motorhjelmen lav. Også bremserne røber ophavet; der blev brugt store tromlebremser, placeret ind mod bilens centrum for at mindske den uaffjedrede masse.
Karrieren, der aldrig begyndte
Coupéen blev til i en sæson, der blev både triumferende og katastrofal for Mercedes. Ved Le Mans i 1955 var en åben 300 SLR involveret i ulykken, hvor køreren Pierre Levegh og over 80 tilskuere omkom. Mercedes trak de resterende biler ud af løbet og indstillede ved årets udgang sin fabriksindsats i motorsport.
Uhlenhaut Coupé fik derfor aldrig den racerkarriere, den var udviklet til. I stedet brugte Uhlenhaut en af bilerne til ture på offentlig vej. Det er derfra, billedet af den ekstreme firmabil stammer. Men historier om hans påståede rekordture bør behandles med forsigtighed; bilens faktiske konstruktion er spektakulær nok uden stopursmyter.
Vi har ikke prøvekørt bilen. Dens tiltænkte anvendelse siger alligevel meget: høj fart under lange løbsstint, ikke stille småsnak mellem trafiklysene. Mercedes angiver en topfart på omkring 290 km/h. For en bil fra 1955 er det en oplysning, der stadig får øjenbrynene til at løfte sig.
To bygget, én solgt
Den 5. maj 2022 blev eksemplaret med rødt interiør solgt på en lukket auktion på Mercedes-Benz Museum i Stuttgart, afholdt sammen med RM Sotheby’s. Prisen blev 135 millioner euro. Det var et dokumenteret auktionsresultat for netop den bil, ikke en generel prisliste for modellen.
Mercedes beholdt det andet eksemplar i sin samling. For en interesseret læser er et museumsbesøg derfor betydeligt mere realistisk end en salgsannonce. Kombinationen af to byggede biler, en fabriksbevaret historie og forbindelsen til Uhlenhaut forklarer særstillingen. Her er både en teknisk skillevej og en afbrudt racerdrøm – med døre, der stadig ved, hvordan man gør entré.
Kilder
- Mercedes-Benz Museum, Mercedes-Benz 300 SLR “Uhlenhaut Coupé”
- RM Sotheby’s, 1955 Mercedes-Benz 300 SLR Uhlenhaut Coupé (2022)
- Karl Ludvigsen, Mercedes-Benz Quicksilver Century (1995)
Stil spørgsmål om »Mercedes-Benz 300 SLR: racerbilen, der fik tag og blev uvurderlig«. Svarene bygger på magasinets egne artikler.
