Aston Martin Lagonda – fremtiden klædt i læder
William Towns’ kileformede luksusbil gjorde instrumentbordet til hovednummeret.
Da Aston Martin viste den nye Lagonda i 1976, så den ud, som om den var ankommet fra et andet årti. Bag den lave næse blev britisk karrosserihåndværk forenet med digital dristighed – en kombination, der stadig gør modellen til en af bilverdenens mest særprægede luksusvogne.
Af Cecilia WahlReporter · Luksusbiler og bildesignOversat fra svensk med hjælp fra AI.
En luksusbil, der nægtede at falde i ét med mængden
Aston Martin Lagonda Series 2, præsenteret i 1976, var ingen forsigtig videreførelse af mærkets sportsbiler. Det var en firedørs luksusvogn med en næsten demonstrativt lav næse, lange plane flader og en kabine, der lovede en elektronisk fremtid. Designeren William Towns skabte en bil, hvor linealen tilsyneladende havde fået det sidste ord. Netop mødet mellem denne strenge geometri og Aston Martins traditionelle håndværk er modellens store tiltrækningskraft.
Navnet havde en betydeligt ældre historie. Aston Martin havde købt Lagonda i 1947, og betegnelsen bar mindet om store, påkostede britiske biler med sig. Allerede i 1974 var en firedørs Lagonda baseret på Aston Martins V8-model blevet præsenteret. Den blev bygget i en meget lille serie og må ikke forveksles med den kileformede efterfølger.
Den nye bil kom efter en økonomisk vanskelig periode for Aston Martin. Her lå derfor mere end et ønske om at supplere modelprogrammet bag: Lagonda skulle vise, at den lille virksomhed stadig kunne overraske. Kunden fik tilbudt et alternativ til Rolls-Royce og Bentley, men uden deres mere højtidelige formsprog. Dette var britisk eksklusivitet for den, der hellere ville vække spørgsmål end anerkendende nik.
Linealens karrosseri, sadelmagerens kabine
Towns tegnede en sammenhængende kile snarere end en traditionel sedan med tydeligt adskilte volumener. Den smalle kølergrill sad langt nede, forlygterne var skjult i klaplygteenheder, og motorhjelmen strakte sig som en stor, næsten ubrudt flade foran forruden. De kantede hjulkasser forstærkede indtrykket af et karrosseri skåret ud af én enkelt blok.
Formatet var storslået, men den lave højde fik bilen til visuelt at skille sig ud fra andre repræsentationsvogne. Lagonda lignede mindre en rullende dagligstue og mere en genstand fra en arkitekts tegnebord. Forholdet mellem den lange næse, de rette sider og det relativt lave tag er stadig vigtigere for udtrykket end nogen enkelt pynteliste.
Indvendigt mødte blødt læder og træ den elektroniske instrumentering. Kontrasten var bevidst dramatisk: Materialer med rødder i ældre britisk karetbyggertradition omgav displays og berøringsfølsomme betjeningsknapper. I stedet for velkendte runde instrumenter fik føreren lysende tal. Instrumentbordet blev ikke blot en arbejdsplads, men også bilens største samtaleemne.
Bilerne blev bygget i Newport Pagnell med omfattende håndarbejde. For en køber i denne prisklasse var den individuelle farve- og materialekombination en del af bestillingen, ikke en uvæsentlig detalje. På nutidens samlerbiler betyder dokumentation for den oprindelige udførelse derfor meget: En smagfuldt ombetrukket kabine er ikke automatisk en originaltro kabine.
Elektronik foran en velkendt V8
Under den radikale skal arbejdede en betydeligt mere traditionel konstruktion: Aston Martins store V8 med baghjulstræk og tretrins automatgear. Lagonda var tænkt til hurtige langture med flere personer, ikke som en firedørs racerbil. Det lange karrosseri og den påkostede indretning gjorde komforten og ankomsten til lige så vigtige dele af oplevelsen som farten.
Elektronikken var derimod et ægte udviklingsspring – og et besværligt et af slagsen. Den tidlige instrumentering og betjeningen krævede omfattende udviklingsarbejde, hvilket bidrog til, at vejen fra premiere til kundeleveringer blev lang. En moderne samler skal derfor forstå, hvilken instrumentversion bilen faktisk har, ikke blot hvilket år den blev indregistreret.
Modellen ændrede sig under produktionen. Series 3 fik brændstofindsprøjtning, mens Series 4, præsenteret i 1987, gav Towns’ grundform blødere overgange og faste forlygter i stedet for klaplygterne. Også instrumenteringen blev videreudviklet. Redaktionen har ikke prøvekørt bilen; dens tiltænkte rolle er derimod tydelig: en personlig langtursvogn, der gjorde teknikken til en del af luksussen.
Eksklusivitet med en værkstedsregning
Produktionen af den kileformede Lagonda sluttede i 1990. I alt blev der bygget omkring 645 eksemplarer, hvilket gør den sjælden selv sammenlignet med mange andre håndbyggede luksusbiler. Som ny hørte den til blandt markedets allerdyreste sedaner. Prisen dækkede håndværket og den lave produktionsvolumen, men også muligheden for at vælge noget radikalt anderledes.
I dag bør et køb begynde med historikken. Fungerende instrumenter, velbevaret læder, et sundt chassis og dokumenteret specialistarbejde er vigtigere end et fristende prisskilt. Kontrollér især, om elektronikken er blevet repareret, ombygget eller udskiftet; løsningerne kan påvirke både brugbarhed og originalitet. Vurderingen skal knyttes til det enkelte eksemplar. Lagondas eksklusivitet består, men det gør ansvaret for at tage vare på dens usædvanlige konstruktion også.
Kilder
- Aston Martin, Lagonda
- David Dowsey, Aston Martin: Power, Beauty and Soul (2007)
- Andrew Whyte, Aston Martin and Lagonda (1984)
Stil spørgsmål om »Aston Martin Lagonda – fremtiden klædt i læder«. Svarene bygger på magasinets egne artikler.
