Volvo 262C Bertone – folkehjemmets bil i italiensk smoking
Svensk grundkonstruktion, italiensk håndværk og et tag, der vakte spørgsmål.
Volvo 262C var luksusbilen, som ingen rigtig havde ventet: en kantet konstruktion fra Göteborg med lavt tag, læderkabine og slutmontage hos Bertone. Bag den mærkelige silhuet lå en klar ambition – at få amerikanske luksusbilkøbere til at se Volvo med nye øjne.
Af Henrik SjöbergReporter · Specielle biler og klassiske bilerOversat fra svensk med hjælp fra AI.
En Volvo med andre planer
Volvo 262C Bertone fra modelår 1978 er et godt udgangspunkt for at forstå modellen: sølvmetallic, sort vinyltag og en kabine, hvor læderet har fået betydeligt mere spillerum end i familiens almindelige Volvo. Dette er en serieproduceret klassiker, ikke en specialbygget udstillingsbil. Modellen blev præsenteret på biludstillingen i Genève i 1977 og blev produceret frem til 1981 med Volvo som bilproducent og italienske Bertone som partner for karrosseriarbejde og slutmontage.
Grundidéen var at løfte Volvo op i hierarkiet. Mærket nød stor tillid som producent af trygge, ordentlige biler, men manglede en eksklusiv coupé til kunder, der ville vise lidt mere end deres begejstring for solide dørhåndtag. USA var et centralt målmarked, hvor personlige luksuscoupéer allerede var et etableret begreb.
Volvo-chefen Pehr G. Gyllenhammar drev satsningen frem. Formen forbindes med Volvos designchef Jan Wilsgaard, mens en tidlig prototype blev bygget hos den italienske karrosserispecialist Sergio Coggiola. Bertones navn på den færdige bil betyder altså ikke, at hele idéen blev tegnet der. Arbejdsdelingen er vigtig: svensk formgivning og grundkonstruktion, italiensk småserieproduktion.
Taget gjorde hele forskellen
Slægtskabet med Volvo 260 ses straks på fronten, motorhjelmen og store dele af karrosseriet. Men forruden fik en kraftigere hældning, og taget blev sænket omkring seks centimeter. Sammen med brede bageste tagstolper gav det bilen en helt anden profil. Under den lave hat var der stadig meget tilbage af den store Volvos proportioner.
Resultatet blev næppe diskret. Hvor mange italienske coupéer forsøgte at se lette og smidige ud, så 262C snarere ud, som om den havde reserveret det bedste bord og havde tænkt sig at beholde det. Netop spændingen mellem det høje grundkarrosseri og det lave tag er bilens kendetegn. Man behøver ikke synes, at den er smuk, for at huske den.
De tidlige biler havde sølvfarvet karrosseri og sort vinyltag. Senere blev farveudvalget udvidet, og udførelsen ændrede sig under produktionen. Derfor bør en samlerbil vurderes ud fra det korrekte modelår, ikke ud fra en generel forestilling om, hvordan alle 262C så ud.
Indvendigt blev forskellen fra standardbilerne tydelig. Der blev ikke kun brugt læder på sæderne, men også i rigt mål på kabinens beklædte flader sammen med trædetaljer. Samtidig afslørede instrumentbordet straks slægtskabet med hverdags-Volvoen. Her mødtes værktøjskasse og smykkeskrin, uden at nogen af dem rigtig undskyldte for sig selv.
Bygget til rejsen, ikke omgangstiden
Under motorhjelmen lå PRV-sekseren, udviklet i fællesskab af Peugeot, Renault og Volvo. Motoren havde en aluminiumskonstruktion og blev også brugt i Volvos almindelige 260-serie. Coupéens eksklusivitet lå altså først og fremmest i karrosseri, interiør og produktionsmetode, ikke i nogen særlig racermotor.
Baghjulstrækket og den grundlæggende undervognskonstruktion fulgte også familiebilerne. Den stive bagaksel var bevaret, og det samme var skivebremserne hele vejen rundt. Automatgear passede godt til bilens tiltænkte rolle, men en manuel gearkasse med overgear forekom også. Slagvolumen og specifikationer ændrede sig i løbet af modellens levetid og varierede mellem markederne; amerikanske og europæiske oplysninger skal derfor ikke blandes sammen.
262C var tænkt til komfortable langture og repræsentativ hverdagskørsel snarere end til at jage sportsvogne gennem det næste sving. Den lavere taglinje indebar desuden et praktisk kompromis sammenlignet med sedanen. Det er en coupé, der sælger på sin særlige atmosfære, ikke på maksimal kabinevolumen. Vi gør ikke krav på at have egne køreindtryk her.
Samlerbil med dobbelt statsborgerskab
I alt blev der bygget 6 622 eksemplarer. Det gør 262C usædvanlig, men ikke så sjælden, at hver bil automatisk er en museumsgenstand. For en køber betyder dokumenteret stand, originale detaljer og udført arbejde mere end et blankpoleret Bertone-emblem.
Meget af mekanikken deles med andre Volvo-modeller, mens coupéspecifikke karrosseridele, ruder og interiørdetaljer kan være betydeligt vanskeligere at erstatte. Kontrollér for rust, pasformen omkring ruderne og pladerne under vinyltaget. Undersøg også læderets stand, og hvordan eventuelle ombetrækninger er udført. En nydelig, men forkert kabine kan være dyr at føre tilbage til original stand.
Servicehistorikken for PRV-motoren fortjener særlig opmærksomhed, ligesom kølesystemets stand. Ved restaurering er fotografier, kvitteringer og dokumentation for karrosseriarbejdet værdifulde. En generel pris bliver let misvisende, når stand og originalitet varierer så meget fra eksemplar til eksemplar.
262C's tiltrækningskraft er stadig den samme: Den forsøgte ikke at holde op med at være Volvo, blot at blive en Volvo til en anden anledning. Det er derfor, den mærkelige smoking stadig sidder så personligt.
Kilder
- Volvo Cars, Volvo 262C
- Volvo Cars, Volvo 262C – the unexpected coupé turns 40 (2017)
- Björn-Eric Lindh, Volvo: The Cars — From the 20s to the 80s (1986)
Stil spørgsmål om »Volvo 262C Bertone – folkehjemmets bil i italiensk smoking«. Svarene bygger på magasinets egne artikler.
