Cord 812 – luksusbilen, der skjulte lyset og brød reglerne
Gordon Buehrigs dristige design mødte V8 og forhjulstræk
Med lavt karrosseri, skjulte forlygter og en gearkasse, der lod føreren vælge næste gear på forhånd, så Cord 812 ud til at komme fra en anden tid. Årgang 1937 blev slutpunktet for et kort, men bemærkelsesværdigt kapitel i amerikansk bilhistorie.
Af Lars EkströmChefredaktør · Veteranbiler og bilhistorieOversat fra svensk med hjælp fra AI.
På biludstillingen i New York i november 1935 mødte publikum en amerikansk luksusbil, som hverken havde den sædvanlige høje kølerfront eller solide trinbrætter langs siderne. Forlygterne var heller ikke synlige. Det var Cord 810, forgængeren til Cord 812 fra 1937. Designet vakte straks opsigt; at få den avancerede bil til at fungere pålideligt i kundernes hænder skulle vise sig vanskeligere.
Her er Cord 812 Beverly sedan, årgang 1937, i centrum: en firedørs luksusbil med V8-sugemotor, bygget af Auburn Automobile Company i Indiana. Samme modelfamilie omfattede også åbne karrosserier og kompressorversioner. Der er ikke tale om en bestemt bevaret bil, og derfor er der ikke noget specifikt stelnummer eller nogen restaureringstilstand at redegøre for.
Buehrigs lave amerikanske luksusbil
Bag designet stod Gordon Buehrig og hans medarbejdere. Opgaven var ikke blot at dekorere et chassis. De skabte et sammenhængende karrosseri, hvor proportionerne adskilte bilen fra samtidens amerikanske luksusvogne: bred motorhjelm, afrundede skærme og en front med vandrette ribber, der fortsatte rundt om hjørnerne.
Tilnavnet ”coffin nose”, kistenæse, indfanger motorhjelmens næsten møbelagtige form. Hvor andre producenter brugte en opretstående køler som blikfang, gav Cord bilen en lav, arkitektonisk front. De skjulte forlygter sad i forskærmene og blev vippet op med håndsving fra kabinen. Det var altså ikke nogen elektrisk opvisningsmekanik, men en håndfast løsning, der krævede førerens medvirken.
Forhjulstrækket var afgørende for proportionerne. Når kræfterne ikke skulle føres gennem en kardanaksel til baghjulene, kunne gulv og karrosseri placeres lavere. Sammen med chassisets udformning gjorde dette de traditionelle trinbrætter overflødige. Man behøvede ikke længere at træde op på en mellemliggende platform for at komme ind.
Cord havde allerede brugt forhjulstræk i modellen L-29. Med 810 og 812 fik teknikken et betydeligt mere moderne visuelt udtryk. Det usædvanlige var, hvordan konstruktion og design trak i samme retning.
V8 med to forskellige temperamenter
Under motorhjelmen lå en sideventilet V8 fra Lycoming, der ligesom Auburn var en del af E. L. Cords virksomhedsimperium. Motoren var kompakt i forhold til den rækkeotter, der stadig hørte hjemme i mange amerikanske prestigebiler. Gearkassen var placeret foran motoren og drev forhjulene.
Standardmotoren gjorde 812 til en påkostet landevejsbil snarere end en rendyrket sportsvogn. Til 1937 blev der også tilbudt en centrifugalkompressor, som pressede mere luft ind i motoren og gav højere effekt. Den version appellerede til kunder, der ville forene det særprægede design med større fartressourcer.
De udvendige, metalbeklædte udstødningsrør på motorhjelmens sider blev kompressorbilernes tydeligste kendetegn. Men rørene alene er ikke noget sikkert bevis på ægthed på en bil, der kan være blevet ombygget gennem næsten ni årtier. Ved køb skal motorens udførelse og bilens dokumentation stemme overens. En almindelig 812 skal ikke automatisk beskrives som kompressorfødet, blot fordi den har disse iøjnefaldende detaljer.
Næste gear blev valgt på forhånd
Kabinen videreførte den samme tekniske ambition med et rigt instrumenteret instrumentbræt og en lille gearvælger ved rattet. Cord brugte en firetrins, forvælgerstyret manuel gearkasse med elektrisk og vakuumassisteret betjening.
Føreren valgte det ønskede gear på forhånd. Selve gearskiftet blev derefter udført, når koblingspedalen blev trådt ned. Det var ikke en automatgearkasse: koblingen indgik stadig i arbejdet. Til gengæld slap føreren for at føre en lang gulvgearstang gennem et almindeligt skiftemønster.
Tanken passede til luksusbilens opgave: mindre manuelt arbejde og et mere ryddeligt førermiljø. Systemet var følsomt over for korrekt justering, og tidlige problemer med blandt andet gearskiftesystemet skadede modellens omdømme. For nutidens ejere er fungerende vakuumsystemer, elektriske kontakter og korrekt indstillet mekanik derfor lige så vigtige som smuk lak. Redaktionen har ikke prøvekørt bilen; dens særpræg ligger her i konstruktionen og den tiltænkte anvendelse.
Et kort liv, en lang efterhistorie
Produktionen ophørte i 1937, da Auburns bilproduktion sluttede. Cord 812 blev dermed ikke begyndelsen på en lang modelserie, men afslutningen på et dristigt forsøg på at omdefinere den amerikanske luksusbil.
I dag er originalitet og dokumenteret restaurering centrale for samlerværdien. Karrosserivariant, kompressorudførelse, historik og mekanisk stand kan give store prisforskelle; en almengyldig vurdering ville være misvisende. En korrekt istandsat gearbetjening kan betyde mere for brugbarheden end nyt krom.
Det er også her, bilens tiltrækningskraft ligger. Cord 812 er ikke bare et usædvanligt syn. Den viser, hvad der sker, når designere og konstruktører vover at tænke nyt samtidig – og værkstedet derefter skal få fremtiden til at fungere.
Kilder
- Gordon M. Buehrig och William S. Jackson, Rolling Sculpture: A Designer and His Work (1975)
- Beverly Rae Kimes och Henry Austin Clark Jr., Standard Catalog of American Cars 1805–1942 (1996)
- Auburn Cord Duesenberg Automobile Museum, Auburn Cord Duesenberg Automobile Museum
Stil spørgsmål om »Cord 812 – luksusbilen, der skjulte lyset og brød reglerne«. Svarene bygger på magasinets egne artikler.
