Amphicar 770 – bilen, der tog søvejen
To propeller, fire hjul og usædvanligt vigtige dørtætninger
Amphicar 770 skulle gøre bådrampen til et almindeligt vejkryds. Den vesttyske amfibiebil blev aldrig noget masseprodukt, men kombinationen af britisk motor, flydende stålkarrosseri og dobbelte propeller gør den til en af bilhistoriens mest charmerende egenrådige konstruktioner.
Af Henrik SjöbergReporter · Specielle biler og klassiske bilerOversat fra svensk med hjælp fra AI.
En bil med en ekstra udvej
Amphicar 770 fra perioden 1961–1968 er en åben, firesædet amfibiebil, konstrueret til både at køre på vej og sejle i vand. Bag projektet stod den tyske konstruktør Hans Trippel, som havde arbejdet med amfibiekøretøjer længe før denne civile model. Produktionen foregik i Vesttyskland inden for Quandtgruppen, med blandt andre Deutsche Waggon- und Maschinenfabriken i Berlin involveret.
Modellen blev præsenteret i 1961 og var først og fremmest rettet mod USA. Her var der både købekraft og masser af søer, ramper og fritidsbådsejere, som måske kunne lokkes af en bil med propel. Dette var ikke nogen militær terrænmaskine i søndagstøj, men en fritidsbil, der skulle gøre selve turen til en udflugt.
Modelnavnet var næsten en lille brugsanvisning: 770 henviste til omtrent syv knob i vand og 70 miles per hour på land. Det var angivne topfarter, ikke et løfte om, at hver søsætning ville blive en fartfest.
Der blev bygget omkring 3 878 eksemplarer. Årstallene kræver dog en fodnote: 1961–1968 bruges ofte som modellens levetid, men nyproduktion, lagersalg og registreringsår falder ikke altid sammen. For det enkelte samlerobjekt skal produktionsoplysninger derfor holdes adskilt fra første registrering.
Flydende karrosseri, britisk maskineri
Amphicar ligner ved første øjekast en usædvanligt høj lille cabriolet. Finnerne, de runde forlygter og det enkle instrumentbord hører tydeligt hjemme i de tidlige 1960'ere. Men under det venlige ydre gemmer der sig et svejset stålkarrosseri, som også fungerer som bådens skrog.
Den høje frihøjde gav plads til det særlige udstyr til sejladsen. Under agterenden sidder to propeller, mens motoren ligger bagtil. Den firecylindrede motor kom fra Triumph Herald: et ganske almindeligt britisk maskineri i en højst usædvanlig tysk anvendelse. En etableret personbilsmotor betød, at konstruktørerne ikke også behøvede at opfinde den del af eventyret.
Kraftoverføringen var derimod specialiseret. En særlig transmission fra Hermes fordelte drivkraften til henholdsvis baghjulene og propellerne. Hjulene og propellerne kunne bruges samtidig, hvilket var vigtigt, når bilen skulle kravle op ad en rampe og igen blive en almindelig trafikant.
Dørenes tætninger og ekstra låsning var langt mere end detaljer, der skulle holde regnen ude. De var en del af bilens grundlæggende funktion som fartøj. Der var også en lænsepumpe. På en almindelig cabriolet kan en træt gummiliste give våde bukseben; her var følgerne potentielt betydeligt større.
Rattet fulgte med ud på søen
Overgangen til vand krævede forberedelser, ikke bare et selvsikkert højresving ved badestedet. Tætninger, låsning og lænsepumpe skulle fungere, og en egnet nedkørsel samt muligheden for at komme op igen skulle vurderes. En søbred er ikke automatisk en bådrampe, uanset hvor optimistisk føreren er.
Vel ude i vandet fortsatte føreren med at bruge rattet. Forhjulene fungerede som ror, mens de to propeller stod for fremdriften. Der var altså ikke noget separat bådror. Konstruktionen sparede en særskilt styreanordning, men hjul er ikke lige så formålstjenlige i vand som et rigtigt ror.
Amphicar var beregnet til fritidsbrug i beskyttede farvande, ikke som erstatning for en søgående motorbåd. At bilen kunne svømme, gjorde den heller ikke uafhængig af last, vejr og bølger. Dens store pointe var i stedet muligheden for at fortsætte, hvor vejen endte, uden trailer eller skift af køretøj.
Efter badet ventede vedligeholdelsen. Smøring og kontrol af dele, der havde været under vand, hørte med til brugen. Saltvand gjorde korrosionsrisikoen særligt problematisk. Den, der kun forestillede sig en is i den ene hånd og rattet i den anden, havde overset en del af instruktionsbogens budskab.
Samlerbil med to slags stand
I dag er Amphicar en etableret specialbil for samlere. En meningsfuld vurdering kan derimod ikke foretages alene ud fra blank lak og flotte sæder. Samlerværdien skal vurderes for det enkelte eksemplar under hensyntagen til dokumentation, originalitet, restaureringskvalitet og fungerende amfibieteknik.
Skrogets underside, svejsninger, dørtætninger, propelakslernes tætninger og transmissionen er centrale kontrolpunkter. En bil kan være køreklar på vej uden at være sikker at søsætte. Ved køb bør en påstand om, at bilen er klar til vandet, derfor underbygges af en sagkyndig kontrol, ikke af sælgerens feriebilleder.
Det er også her, Amphicars tiltrækningskraft ligger. Som almindelig bil findes der enklere alternativer, og som båd ligeså. Men få samlerkøretøjer gør en helt almindelig bådrampe til turens store nummer.
Kilder
- International Amphicar Owners Club, International Amphicar Owners Club
- Lane Motor Museum, Amphicar – 1964
- Nick Georgano (red.), The Beaulieu Encyclopedia of the Automobile (2000)
Stil spørgsmål om »Amphicar 770 – bilen, der tog søvejen«. Svarene bygger på magasinets egne artikler.
